Nyheder

Kundeporteføljen udvides

- Efter en dejlig juleferie er det en fornøjelse at starte op igen med fuldt opladte batterier og konstatere, at den tid og energi vi lægger i vores arbejde betaler sig. En god håndfuld nye kunder er en rigtig god start på 2020, og det giver blod på tanden til at fortsætte den kurs, vi har lagt. Én ting er at få nye kunder – det er alle naturligvis interesserede i – noget andet er at dyrke de gode kunder, vi allerede har. Det har vi et dedikeret fokus på, og vi har rigtig mange spændende projekter i gang med vores gode gamle kunder, fx Aalborg Lufthavn, Randers Tegl, Migatronic, DSI, Spar Nord, LOGSTOR og Danske Fragtmænd. Det nyder vi mindst lige så meget som at tilføje nye kunder til porteføljen, siger adm. direktør & partner Rasmus Færch Brostrøm.

Vokseværk i medarbejderstaben

I takt med kundetilstrømningen kan Gotcha også meddele om en række ansættelser den seneste tid. Her er der tale om tilføjelse af Annika Hunt Bjerregaard (digital content & SoMe specialist), Nicolai Christiansen (frontend-udvikler) og Morten Staghøj (strategi- og konceptudvikler). Seneste ansættelse er Torben Ellgaard, som pr. 3. februar er tiltrådt som designchef, og dermed har ansvaret for at sætte retningen for og udvikle bureauets designløsninger og -kompetencer. Han kommer dermed til at stå spidsen for et otte-mands stort team bestående af art directors, grafiske designere og digitale designere. Om ansættelsen af Torben Ellgaard udtaler Rasmus Færch Brostrøm:

- Vi har et naturligt ønske om hele tiden at dygtiggøre os for at kunne udvikle – dels os selv, men selvfølgelig også de løsninger, vi tilbyder vores kunder. Derfor er det med stor glæde og begejstring, at Torben nu er en del af Gotcha-teamet. Torben kommer med en høj faglighed og mange års erfaring. Han er tilmed en velkendt og anerkendt profil i branchen, som har de fornødne redskaber og kompetencer til at flytte Gotcha og vores kunder til et nyt niveau. Det har vi kæmpe forventninger til og glæder os til at nyde godt af, da det unægtelig kommer til at gavne os og vores kunder de næste mange år.

Om sin nye rolle udtaler Torben Ellgaard:

- Jeg har fået en fantastisk mulighed for at blive en del af et fremadstormende brandbureau, der foruden at være kendte for at udvikle effektfulde løsninger og strategisk stærke brandpositioner ikke mindst er kendte for at have en stærk kultur, hvor det at udvikle fede løsninger går hånd i hånd med at have en sjov og udfordrende hverdag. Det appellerer til mig. Jeg glæder mig til at bygge videre på et solidt fundament samt skabe og formgive kreative design- og kommunikationsløsninger sammen med teamet. Det er dét, jeg brænder for.

Ny konference om sociale medier

Nye kunder og nye ansigter er ikke det eneste, Gotcha kan præsentere. D. 3/3 afholder Gotcha nemlig Think Social, som er en konference dedikeret til arbejdet med sociale medier. Syv førende eksperter præsenterer deltagerne for, hvordan små og store brands skal arbejde forretningsstrategisk med deres sociale tilstedeværelse i 2020. Tilmelding er stadig åben og i skrivende stund deltager over 200 gæster konferencen, som afholdes i Musikkens Hus i Aalborg.

- Konferencen er målrettet kommunikationsmedarbejdere i både små og store virksomheder. Det bliver en dag i øjenhøjde med helt konkret output, som deltagerne kan gå hjem og implementere i deres daglige arbejde. Jeg tror, at mange kan nikke genkendende til konferencer med højflyvende indlæg, som mest af alt minder om salgspitches og virksomhedspræsentationer. Indlæg som ikke kan relateres til og omsættes til hverdagen. Vi bestræber os derfor på at tilbyde en dag med ikke blot inspirerende indlæg – men indlæg som er jordnære og handlingsanvisende, så deltagerne vil kunne anvende læringen, når de møder ind på kontoret dagen efter konferencen. Det er alt andet lige derfor, folk deltager i konferencer, slutter adm. direktør & partner Rasmus Færch Brostrøm.

Praktisk information
 

  • Dato: Tirsdag d. 3. marts kl. 8.30-16.30

  • Sted: Musikkens Hus på Musikkens Plads 1, 9000 Aalborg

  • Se hele programmet, læs mere og tilmeld dig på www.thinksocial.dk