Café Ingrid er bageri, café og delikatesse samlet under ét tag. Fra morgenstunden fyldes hylderne med nybagt brød og bagværk fra eget bageri, mens delikatessen byder på nøje udvalgte specialiteter, søde fristelser og produkter, der kan nydes både her og hjemme.
Vi har haft den store ære at udvikle den visuelle identitet samt en lang række materialer. Fra logo, fonte og farver til skiltning, tallerkner og kopper, poser, labels, klistermærker, menukort og diverse markedsføringsmaterialer.
Café Ingrid er et samlingspunkt i Gl. Skagen med rødder i det, vi kender fra Ruths Hotel: nærvær, kvalitet og et værtskab, der mærkes i detaljen.
Her sidder man omgivet af idyllisk marehalm og hybenroser på Strandhotellet fra 1900 – den ældste af alle Ruths skønne bygninger. Her begynder dagen lidt langsommere. Duften af nybagt brød møder den første kaffe og en hurtig kop bliver til en længere pause. Her mødes mennesker omkring bordet uden nødvendigvis at have travlt med at komme videre.
Alt det er kogt ned i en lækkerbisken af en identitet, der emmer af historie og håndværk.