SKRIVEKURSUS

SKRIVEKURSUS

Hvad lærer du

God tekst handler ikke om, hvad du siger, men hvordan du siger det. Og det kræver tid og kærlighed at skrive tekster, der får dine læsere til at gøre det, du gerne vil have dem til. Derfor skal du ikke forvente at gå fra kurset med lyn i fingrene. Til gengæld får du indblik i, hvordan du gennem velovervejet forarbejde og strategisk kreativitet kan skabe et stærkt fundament som virksomhed og skrive tekster, der fanger, fastholder og forfører din målgruppe. 
 
Vi kaster et blik på skriveprocessens tre faser og gennemgår, hvordan du strukturerer din tekst, så dit budskab træder tydeligt frem. Du får derudover værdifulde værktøjer til at skrive personligt, konkret og varieret. Og så lærer man jo allerbedst med ord under neglene selv. Derfor kaster vi os ud i nogle skriveøvelser, der klæder dig på til at ramme bullseye med de nye redskaber i din rygsæk.

Hvem skal deltage

Skrivekurset er for dig, der gerne vil blive bedre til at mestre pennen og sammensætte ord til værdifulde tekster – uanset om det er nyhedsbreve, SoMe-opslag, hjemmesidetekster, debatindlæg eller noget helt femte. Måske er du ny i tekstuniverset og har brug for konkrete værktøjer til at komme godt i gang. Det kan også være, at tekstforfatning er en del af dit arbejde, men du har brug for friske input og inspiration. Kurset er til gengæld ikke for dig, der har mange års erfaring og allerede har gyldne ord i din hule hånd.

Underviser

Bag kurset står Gotchas tekstforfatter Marianne Lauenborg, der hver dag kaster kærlighed og tryllestøv på vores egne og kunders tekster. Marianne har en uddannelse i dansk og retorik og kender alle de værdifulde redskaber, der skal til for at skrive overbevisende og handlingsfremmende tekster.

Tilmeld mig kurset

Program

10.00-11.30
Kort introduktion til vigtigheden af at lægge tid og kærlighed i sine tekster. Vi gennemgår skriveprocessens første fase: forarbejde og planlægning. Vi kigger nærmere på formål, målgruppe og afsender og kaster lys på, hvorfor en personlig tone of voice er afgørende for en succesfuld branding – og hvordan du kan finde din.
Øvelse: Samme budskab – forskellige målgrupper.
11.30-12.00
Pause og frokost
12.00-15.00
Vi zoomer ind på skriveprocessens anden fase: skrivefasen, hvor vi gennemgår de bedste tips til at skrive gode og overbevisende tekster.
Øvelse: Omskriv en tekst med de fremlagte tips for øje.
Vi ser nærmere på den sidste fase, redigeringsfasen, og snakker om vigtigheden af finpudsning og fyldordsoprydning.
Øvelse: Tekstoptimering
15.00
Afrunding og tak for i dag!
Tilmeld mig kurset

Book skrivekursus

Sted:
Kurset afholdes på bureauet på Alexander Foss Gade 24,
9000 Aalborg. Parkeringen på p-plads på Poul Larsens Vej.

Tidspunkt:
Aftales individuelt – vi kontakter dig, når du har booket.

Tilmelding