Nyheder

Velkommen i datahimlen

Ved at tjekke den data du samlede ind sidste år, kan du blive meget klogere på, hvilke produkter der var mest populære, og dermed skal på tilbud igen, hvilke produkter eller landingssider der performede bedst.  Du kan få ideer til hvilke produkter, der skal med denne gang også. Eller måske endnu vigtigere; Du kan se, hvad der ikke performede, som derfor ikke skal genbruges. Du kan også bruge indsigten til at finde på nye tiltag, der kan skabe mere værdi i år.

Du kan altså bruge din data til at finde det enestående produkt, der kan få dine besøgendes opmærksomhed, og som virkelig kan sparke Black Friday-handlen i gang. Det kan du f.eks. se ved, hvilket produkt der er det mest besøgte på websitet, hvilket der er det mest solgte, eller måske hvilket produkt der skaber allermest salg, når det er på tilbud. Hvis det sættes yderligere på tilbud, kan det måske være netop det produkt, der gør, at handlen går helt amok i år.

Kickstart julesalget med data

Den data du indsamler i år kan skabe stor værdi og bruges meget før, end du lige går og tror.

Dataene fra dette års Black Friday kan nemlig allerede bruges til at bygge salg op til julehandlen. Det er oplagt at dykke ned i tallene fra Black Friday og se på, hvilke produkter dine besøgende har vist interesse for, og hvem det er, der har været på besøg på dit website – dem kan du nemlig ramme igen, når du gerne vil sælge dine produkter i julehandlen.

Og det stopper ikke her. Januarudsalget kan også høste frugterne fra både Black Friday og julehandlens data til at ramme potentielle tilbudsjægere – for hvem vil ikke gerne have et godt tilbud?

Her er det en god idé, at du promoverer nogle andre produkter, end du gjorde under julesalget. Kunden, som ikke købte skoene under julesalget, har måske ikke brug for dem længere – det kan være, de lå under juletræet eller blev købt et andet sted. Derfor bør du i stedet fodre kunden med nogle nye produkter i relation hertil. F.eks. skopleje, strømper eller lignende som relaterer sig til det købte produkt.

Husk nyhedsbrevsmodtagerne

Sidste år til Black Friday indsamlede du helt sikkert en stor mængde nyhedsbrevsmodtagere. Men har du husket at pleje dem siden? Hvis svaret er nej, så må vi håbe, at de er blevet hængende ;-)

Én ting er dog sikker – du ved, hvem der tilmeldte sig dit nyhedsbrev til sidste års Black Friday, og de er helt sikkert vilde med et godt tilbud igen i år. Dem kan du bruge nu. Fx ved at lave en automation med alle dine Black Friday-nyhedsbrevsmodtagere allerede nu, hvor du har dine tilbud klar. Det giver dig et forspring og sparer dig for tid, når internettet går amok den 29. november.